Landskabets historie

Smør- og Fedtmosen er et gammelt dødislandskab, der blev dannet under isens afsmeltning i sidste istid. Mosen ligger i bunden af en bred tunneldal og udgør resterne af den store Tibberup Sø. Dalskråningerne varierer med 10-20 meter høje skrænter, som kan anses ved at stå i dalbunden og se mod syd. I dalbunden løber Tibberup Å, der har sit udspring i Smørmosen. Herfra løber åen i nordvestlig retning mod Søndersø i Værløse, hvor den møder Jonstrup Å, der efter udløbet i Værebro Å ender i Roskilde Fjord. Vandskellet mellem Tibberup Å og Kagsåen ligger ca. hvor Klausdalsbrovej forløber.

Søerne i mosen er levn fra tiden med tørvegravning, som er foregået i området gennem århundrede og frem til 1950'erne. De brunvandede søer i mosen er et resultat af denne tørvegravning, der frigiver humusstoffer fra tørvejorden til vandet.

I dag opleves landskabet som et varierende naturområde med småbiotoper, skovbevoksede vådområder, overdrev, marker, søer, krat og langs stierne i den centrale og nordlige del, forekommer lysåbne græslommer. Fra den højtliggende Klausdal i områdets sydlige udkant er der udsigt over græsklædte bakker i Smørmosen. Moserne ligger i den nordlige og østlige del af fredningen. Moseområdet er i konstant udvikling hen mod skov, og alle stadier kan ses. Søer med åbent vandspejl; rørmose med tagrør, dunhammer og søkogleaks; kratmose med overvejende birk og pil; skovmose med birk, el og ask.

Smør- og Fedtmosen er en del af Hjortespringskilen og ligger omgivet af bebyggelse og trafikerede veje på næsten alle sider. Denne beliggenhed betyder, at udsigten fra de fredede arealer mange steder præges af højhuse, motorvej, trafik, vandtårn mm.

Mosen er et fredet område. Med den nye fredning i 2003, blev området udvidet til et større område, der omfatter 150 ha. Tidligere var området kun 70 ha, ved fredningen der trådte i kraft ved Overfredningsnævnets kendelse den 20. juli 1944.

Mosens udvikling

Søerne i moseområderne stammer alle fra tidligere tørvegravning i området. Nogle søer er ved en ophobning af organisk materiale omdannet til rørsump. Når ophobningen bliver så stor at bunden hæves helt op til vandoverfladen, vil der udvikles mose i området. Det første mosestadie vil være dyndeng, der ved tilgroning vil udvikles til kratmose med kærplanter, mindre træer og buske, som pil. Når højere træer som birk, el og ask etablerer sig, bliver kratmoserne til skovmose. Skovmosen kan udvikle sig til tørre skovområder ved sænkning af vandspejlet, som følge af træernes høje vandforbrug, afvanding eller mindsket vandtilførsel. Overdrevene i området er skabt ved græsning og høslet og vil naturligt udvikle sig mod skovområder, hvis ikke de vedligeholdes ved fortsat græsning, høslet og træudtynding.

I de indre dele af Smørmosen findes partier, der lever op til kriterierne for den prioriterede habitatnaturtype skovbevokset tørvemose.

Nogle områder i Fedtmosen er i dag så tilgroede, at man ikke længere har fornemmelsen af at færdes i et vådområde. Når vegetationen er høj, uigennemtrængelig og skyggende, vil de fleste typiske kærplanter ikke længere blomstre eller forsvinde helt. Dyndengsamfundene er næsten helt forsvundet, og vegetationen er blevet mere artsfattig og domineres af nogle få næringskrævende arter.

Tilgroningen af åbne arealer med pilekrat eller skov er et led i den naturlige succession i området. Udefrakommende påvirkninger, som tilledning af forurenet overfladevand, øget deposition af især kvælstof fra atmosfæren og vandstandssænkning, har dog fremskyndet tilgroningsprocessen.

Luftfoto af Smør- og Fedtmosen i 1945, kort efter den første fredning.

Luftfoto af Smør- og Fedtmosen i 2003, efter fredningens udvidelse.

Luftfoto af Smør- og Fedtmosen i 2014.