Udskriv PDF
Du er her: Forside Smør- og Fedtmosen Tværgående Særlige naturtyper og arter
| |
Særlige naturtyper og arter
Invasive arter
Information
Undersøgelser og opfølgning
Rekreative muligheder
Kontakt

Gladsaxe Kommune
Vej- og Parkafdelingen
vejpark@gladsaxe.dk
www.gladsaxe.dk

Herlev Kommune
Center for Teknik og Miljø
ket@herlev.dk 
www.herlev.dk

 

Særlige naturtyper og arter


 

 

Til venstre ægbladet fliglæbe. Til højre butsnudet frø

 

Særlige naturtyper

Området indeholder naturtyperne søer, moser, enge og overdrev. De er omfattet af naturbeskyttelseslovens beskyttelse mod menneskeskabte tilstandsændringer i lovens § 3. Der må derfor som udgangspunkt ikke foretages ændringer i tilstanden, herunder terrænændringer eller ændringer af beplantningen. Pleje der sker for at opretholde en naturtilstand kan ske uden dispensation fra Naturbeskyttelsesloven.

 

 

 

Smørmosen, forår 2015

 

I Smør- og Fedtmosen findes desuden en række naturtyper som er beskyttet af EU-lovgivning jf. habitatdirektivet.

  • (3160) Brunvandede søer og vandhuller
  • (7140) Hængesæk og andre kærsamfund dannet flydende i vand
  • (91D0) Skovbevokset tørvemose 
  • (91E0) Elle- og askeskov

 

I mosen er flere søer opstået som følge af tidligere tørvegravninger, og fremstår i dag som brunvandede søer. Disse søer er karakteristiske på grund af tørvejorden, der giver vandet den brune farve og survandet miljø. Her kan mosens liden blærerod bl.a. findes.

I dag findes der rester af kærsamfund som efterhånden er tilgroet, næringspåvirket og derfor er i fare for at forsvinde. 

I de indre dele af Smørmosen findes partier af skovbevokset tørvemose. Naturtypen er karakteristisk ved eksempelvis birk, blåtop og tørvemosser. 

Naturtypen elle- og askeskov findes i nogle områder af mosen. I Smørmosens nordlige del består skoven primært af askeskov. 

 

Tibberup Å, som starter i Smørmosen, er også beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3.

 

Særlige arter

I området findes særligt beskyttede arter, som er truet af udryddelse. Arterne er udpeget i bekendtgørelsen for beskyttede naturtyper (EU's Habitatdirektiv).  Det er stor vandsalamander og spidssnudet frø og flere arter af flagermus.

 

Der er også en række arter, som er fredet. De må ikke indsamles eller slås ihjel. Det er padderne butsnudet frø, grøn frø, skrubtudse og lille vandsalamander. Af krybdyr er i 2015 fundet snog, stålorm og almindeligt firben. I øvrigt er der fundet et enkelt individ af skildpadden rødøret terrapin, som er en amerikansk skildpadde, der nok er udsat.

Af insekter er fundet sankthansorm ved enkelte søer i Smørmosen. 

Af mere sjældne ynglefugle er Rørdrum lejlighedsvis observeret i mosen.

 

Smør- og Fedtmosen har et særligt artsrigt planteliv. Fra en tidligere opgørelse, anslås artsantallet at ligge på 400 arter. I Smørmosens søer er der fundet sjældne planter som sumpplanten kærmysse og flere kødædende planter af slægten blærerod. Af fredede orkideer findes sump hullæbe på fugtigbundsarealer og i skovområder findes ægbladet fliglæbe.

 

vell. poresvamp

Vellugtende læderporesvamp. Foto: Frank Desting 2012

 

I mosen er der i de seneste år fundet mere end 150 svampearter (Foreningen til Svampekundskabens fremme). I Smørmosen er den sjældne svamp vellugtende læderporesvamp registreret. Svampen vokser i fugtige omgivelser på døde piletræer og sjældent på løvtræer. Desuden findes svampen Krusblad. Den er karakteristisk med sine krusede ribber og lyseblå/turkis farve. Den vokser på løvtræers døde grene (Danmarks Svampeatlas 2014).

 

 

High Nature Value (HNV)

High Nature Value er statens rangordning af arealer i det åbne land, der har særlig naturværdi eller har potentiale til at have høj naturværdi. Systemet er baseret på 14 delindikatorer, der blandt andet dækker plantearter og deres følsomhed overfor påvirkninger, truede arter, nærhed til beskyttede naturområder og landskabstyper, der indikerer god naturkvalitet. Arealer tildeles HNV værdier mellem 0-14, hvor 14 er det bedste. I det fredede område ligger HNV mellem 0 og 9. Stederne med 9 er små arealer inde i Smørmosen.

 

Pleje

Den pleje, som foretages efter plejeplanen, har til formål at opretholde en god tilstand og et artsrigt plante- og dyreliv. Naturtyperne trues af tilgroning og de tidligere åbne moser har i dag udtryk af skovmose. De tidligere overdrev bliver til skov, hvis de ikke holdes åbne. Derfor består plejen i fældning af træer for at skabe lysåbne områder og enkelte steder fjernelse af rørskov. Den største del af det beskyttede område lades dog urørt til glæde for blandt andet det rige fugleliv.

Inden der foretages væsentlige ændringer i området skal der screenes for eventuelle forekomster af særligt beskyttede arter. Plejen tilpasses, så de beskyttede arter får gunstig bevaringstilstand. Det vil sige, at de enkelte naturtyper og arter skal være i god balance eller fremgang.

Plejen har samtidig til formål at øge den rekreative værdi, idet der skabes udsigt til naturværdierne.

Den konkrete pleje, der foretages, er nærmere beskrevet under de enkelte delområder.

Pleje af Tibberup Å sker efter gældende vandløbsregulativ.